Nu er de sidste navne til World of Bass på plads. Det bliver STOII og Vicious Conspiracy, der får æren af at lukke festen, og hvis man kender deres stil, så ved man også, at de ikke kommer til at skrue ned for tempoet til sidst.
STOII er efterhånden et fast navn, når vi snakker dansk hardcore. Han har efterhånden en del kilometer i benene som producer, og mange vil sikkert genkende ham for hans remix af Rune Rask-nummeret “Technotoget”. Han er også selv aktiv i planlægningen af events. Senest er han aktuel med “Rave Supreme”, som finder sted i DOK5000 i Odense kort efter World of Bass. Det er et event, der får en anbefaling med på vejen herfra, især fordi de har formået at få tre udenlandske navne på plakaten.
Med på scenen får han Vicious Conspiracy. Det er et navn, man nærmest ikke kommer udenom, hvis man har fulgt det danske hardcore-miljø i en årrække. De har været booket til stort set alle større danske events, og de har også prøvet kræfter med den internationale scene, blandt andet med et sæt på Decibel Outdoor i Holland.
Vicious Conspiracy har et solidt katalog af udgivelser bag sig, som kan findes på både Spotify og SoundCloud. Udover musikken er de også en aktiv del af det fundament, som holder liv i de større danske hardcore-fester som Ammageddon og Elusion Festival i Odense.
Når de to går sammen bag pulten for at runde World of Bass af, så er planen ret simpel: Der skal skrues op for tempoet. Det bliver uden tvivl en afslutning, der kommer til at kræve en del energi fra publikum.






