For mange i miljøet er den 4. juli ikke bare en almindelig sommerdag. Det er præcis 24 år siden, at Q-dance tog skridtet og officielt registrerede navnet ‘hardstyle’ som et varemærke. Det skete tilbage i 2002.
Selvom lyden reelt havde eksisteret et stykke tid før det papirarbejde faldt på plads, er det alligevel blevet den dato, de fleste anser som genrens egentlige fødselsdag. Før registreringen fløj musikken lidt under radaren og blev kaldt alt muligt andet. Det var i bund og grund en blanding af hard trance, UK hard house og hardcore, der blev spillet i et lidt langsommere tempo.
DJs som The Prophet, Dana og Luna stod på det tidspunkt og blandede plader, der ikke rigtig passede ind i de etablerede kasser, og der manglede et konkret ord for det, de lavede. Da Q-dance begyndte at bruge ‘hardstyle’ på deres flyers, især omkring de tidlige Qlimax- og Defqon.1-udgaver, satte det tingene i system. Det gav publikum et ord, de kunne samle sig om.
Når man læser med på Reddit og de forskellige Facebook-grupper i dag, er det ret tydeligt, hvor meget musikken har flyttet sig på de 24 år. Der er jævnligt tunge debatter om, hvad “rigtig” hardstyle egentlig er. Dem der har været med siden starten i 00’erne peger ofte på den rullende reverse bass og de lange, opbyggelige melodier som kernen i genren.
Springer man frem til i dag, er lydbilledet et helt andet. Kicks bliver skiftet flere gange i løbet af et enkelt drop, vi snakker om zaagkicks, PVC-kicks og falske drops. Det er reelt set umuligt at sammenligne et track fra 2002 med det meste af det, der bliver pumpet ud på de store mainstages i dag.
Netop den udvikling deler konstant vandene. Hver gang en ny trend rammer, er der en gruppe i miljøet, der fastslår, at det originale koncept nu endelig er dødt. Vi så det, da rawstyle i sin tid begyndte at æde sig ind på euphorics dominans, og vi ser det i høj grad nu med de ultra-forvrængede kicks. Alligevel dukker folk jo op til festivalerne år efter år, og billetterne bliver stadig solgt.
At Q-dance i sin tid sikrede sig navnet, betød også at de fik et ret markant greb om hele udviklingen af kulturen. De blev ikke bare en festarrangør, men den instans der langt hen ad vejen definerede rammerne for, hvad der blev betragtet som hardstyle. Det er først inden for det seneste årti, med fremkomsten af stærke uafhængige labels og rivaliserende arrangører, at det greb er blevet løsnet.
I dag bliver datoen mest markeret med spredte opslag rundt omkring på nettet. Nogle bruger anledningen til at dele deres yndlings Early Hardstyle-tracks fra de første år, mens andre bruger det som en anledning til endnu en diskussion om kick-rolls.
Lige nu ser det ud til, at tempoet generelt bare kryber længere og længere op, og mange af de nyere raw-tracks flirter kraftigt med de 155-160 BPM. Det er lidt en sjov detalje, at vi efter 24 års udvikling på en måde er på vej tilbage til et markant hurtigere tempo, der minder mere om den tidlige hardcore, selvom selve lyden er fuldstændig uigenkendelig fra år 2000.
