Hardstylerz Radio er lukket ned: Testperioden viste for lave lyttertal

Så er der rykket lidt rundt på siden igen. Hvis I har undret jer over, hvorfor radio-afspilleren pludselig er forsvundet fra siden, så er det, fordi vi har valgt at trække stikket på projektet. Vi har kørt en testperiode med en 24/7 hardstyle radio her på Hardstylerz.com over de sidste par uger, men vi må bare konstatere, at der ikke rigtig var nok lyttere til at forsvare at holde den kørende.

Lyttertallene har simpelthen været for minimale. Der var et par stykker, der tunede ind fredag og lørdag aften, men i hverdagene lå vi ofte på en håndfuld lyttere, og nogle gange var tallet helt nede på nul i adskillige timer ad gangen. Det giver ikke rigtig mening for os at have et stream kørende i døgndrift, betale for den ekstra serverplads og løbende bruge tid på at opdatere playlisterne med nye releases, når folk alligevel foretrækker at finde deres musik andre steder.

Det er nok bare virkeligheden for den måde, vi forbruger musik på i dag. Langt de fleste i miljøet bruger Spotify til deres daglige fix, og når der skal høres længere sets, smækker folk typisk bare et livesæt fra Defqon.1 eller Supremacy på via YouTube eller SoundCloud. Konceptet med en klassisk netradio, hvor man ikke selv styrer præcis, hvad der kommer næste gang, har det utrolig svært.

Jeg kan tydeligt huske, da netradioer som FearFM og senere Revulsion FM var det absolutte samlingspunkt. Man tunede ind for at høre de nyeste promoer, der ikke var udgivet endnu, og man sad klar med optageprogrammer for at rippe de eksklusive tracks. Den dynamik er fuldstændig forsvundet i dag. Når en artist som Dual Damage eller Rebelion teaser et nyt track til et event i weekenden, ligger der en rimelig høj-kvalitets rip fra en telefon på Reddit eller YouTube ti minutter senere. Behovet for at sidde og vente på en radiostation for at høre ny musik eksisterer bare ikke længere på samme måde. Vi troede egentlig, at radioen kunne være et fedt baggrunds-supplement til artiklerne på siden, men tallene taler deres eget tydelige sprog.

Fra et rent teknisk synspunkt gav det også nogle udfordringer. Jeg har derfor været inde i WordPress og fjerne selve integrationen af radio-widgeten i Elementor, så afspilleren ikke længere trækker tunge ressourcer på forsiden. Mobilversionen af siden var begyndt at blive langsom til at loade, fordi den konstant forsøgte at hente et live lyd-feed i baggrunden. At drive platformen her handler hele tiden om at skære det fra, der dræner load-tiderne uden at skabe reel værdi for jer, der læser med. Vores fokus er på artiklerne og nyhederne, og så skal det tekniske setup bare glide.

Når det så er sagt, er ideen ikke nødvendigvis lagt i graven for altid. Vi er meget åbne for at genoptage radioen på et senere tidspunkt, men det kræver simpelthen, at der er en reel og aktiv opbakning bag. Og med opbakning mener jeg ikke bare fem kommentarer i vores Discord, der siger “fed idé” eller “synd den lukkede”.

Hvis vi skal rulle en radio ud igen, skal det ikke bare være en statisk playliste, der kører på shuffle. Det kræver et dedikeret hold fra communityet. Vi har brug for folk, der vil påtage sig at køre faste udsendelser. Måske et ugentligt classic raw-show, et uptempo-segment, en gæste-mix række, eller nogen, der vil køre live-kommentarer på fredagens nye releases. Det skal være event-baseret og levende.

Vi stiller hjertens gerne den tekniske platform og serverkraften til rådighed, men selve indholdet skal drives af jer, og der skal være et hold, der gider lægge timerne i det. Hvis I sidder derude som en gruppe DJ’s, eller bare har lyst til at stable et reelt podcast- eller live-radio-format på benene, som folk rent faktisk vil tune ind til, så smid os en besked. Vi er altid klar på at teste ting af, der kan samle folk omkring hardstyle.

Indtil da lader vi radioen ligge helt død. Vi bruger i stedet krudtet på at få lyttet den massive stak af nye august-releases igennem, så vi kan få nogle anmeldelser ud til jer.

Jesper

Kommentarer (0)
Ingen kommentarer endnu.
Log ind for at kommentere.

Skal din reklame stå her? Læs mere her

Battle of the Week
er netop blevet opdateret