Når man scroller igennem gamle Q-dance uploads på SoundCloud, falder man af og til over tracks, der nærmest fungerer som et tidsbillede på, hvordan hardstyle lød i starten af 10’erne. Et af de numre er Frontliners ‘Discorecord’.
Det er et track, der jævnligt bliver hevet frem i diskussioner på Reddit og i de store Facebook-grupper, når snakken falder på overgangen fra den tidlige hardstyle til den mere melodiske æra. Frontliner havde en massiv indflydelse i de år, og ‘Discorecord’ er et ret præcist eksempel på, hvorfor han hurtigt fik slået sit navn fast som en af de producere, der havde bedst styr på sine melodier.
Starter man nummeret på SoundCloud, bliver man mødt af en intro, der bygger langsomt op med en klassisk, rullende reverse bass. Det er en lyd, der næsten er helt fraværende i nyere produktioner i dag, hvor fokus ofte ligger på korte, hårde zaag-kicks eller uptempo-elementer lige fra første sekund. Dengang handlede det i højere grad om at bygge et fundament. DJs brugte lange introer til at mixe numrene over i hinanden, og formålet var at få folk på dansegulvet til at ramme en bestemt rytme, inden det egentlige tema overhovedet blev præsenteret.
Vokalen er helt simpel. En let forvrænget stemme, der primært bare siger “Discorecord”. Ikke noget langt, dramatisk spoken-word stykke om universets undergang eller mørke dæmoner, som man ellers hører en del af for tiden. Den fungerer udelukkende som et rytmisk element og en overgang til breaket.
Og det er i breaket, at tracket for alvor viser, hvad Frontliner kunne på det tidspunkt. Melodien er stor, den fylder utrolig meget i lydbilledet, og synth-designet er præcis så lyst og euforisk, som mange i miljøet forbandt med Q-dance events i den periode. Når droppet endelig rammer efter opbygningen, er kick og melodi balanceret på en måde, hvor ingen af delene overdøver hinanden. Kicket har den der velkendte pitched-tail, der følger tonerne i melodien frem for bare at smadre igennem.
I dag lyder det uundgåeligt en smule poleret sammenlignet med det, der dominerer RED og BLUE på Defqon.1. Men det er netop det melodiske fokus, der gør, at folk stadig sætter det på. Det repræsenterer en tid i hardstyle, hvor tempoet generelt lå ret stabilt omkring de 150 BPM, og hvor klimakset i et track altid var centreret omkring selve melodien frem for et uventet kick-switch.
Man kan også tydeligt høre, hvordan produktionsteknikkerne har flyttet sig siden dengang. Bassen rumler på en anden måde i bunden, og den generelle mastering er ikke helt så presset og komprimeret, som standarden er hos producere nu. Alligevel fungerer det stadig. Det var et stykke værktøj, som blev brugt til at løfte stemningen midt i et set.
Når tracket blev spillet live omkring 2011 og 2012, var det typisk den slags nummer, hvor folk på pladsen stoppede med at snakke og bare kiggede frem mod anlægget under breaket. Det havde en evne til at samle publikum. Det var længe før de fleste stod med deres telefoner oppe for at filme det hårdeste anti-climax. Folk stod bare og ventede på, at melodien skulle forløses, så de kunne hoppe i takt med bassen.
Der er en ret stor kontrast mellem den måde, man festede til hardstyle dengang, og det massive, konstante drive der er i rigtig mange sets nu. Begge dele fungerer i deres rette element, men ‘Discorecord’ står tilbage som en konkret repræsentant for en æra, mange i miljøet ser tilbage på med ret stor respekt. Q-dance lagde det ud, det blev spillet af stort set alle de store navne den sommer, og så blev det et fast element i manges playlister.
