Der er festivaler, og så er der Defqon.1. Og forskellen bliver ikke bare tydelig, når du står der – den rammer dig allerede i det øjeblik, du nærmer dig området i Biddinghuizen, hvor de farvede flag begynder at tage over horisonten, og lyden af kickdrums allerede føles som om den kommer fra alle retninger på én gang.
Noget af det helt særlige ved Defqon.1 er måden, weekenden nærmest skifter karakter fra dag til dag. Fredag føles som en åbning af en anden verden, hvor alt stadig er lidt roligt, men samtidig fyldt med den der forventning, som kun hardstyle-fans kender. Når “Power Hour” rammer senere, bliver det hele dog vendt på hovedet. Det er ikke bare et set – det er kaos, fællesskab og ren energi, hvor tusindvis af mennesker pludselig hopper i takt, som om det hele er planlagt ned til sidste sekund, selvom det i virkeligheden bare er ren spontanitet.
Lørdagen er noget helt andet. Her bliver Defqon.1 for alvor til et sted, hvor de største navne i scenen får lov til at folde sig ud på de ikoniske stages, og hvor hvert drop bliver mødt som en kollektiv eksplosion. Det er også her, man virkelig mærker, hvor meget scenen har udviklet sig – fra raw til euphoric til hardcore, alt sammen inden for få timer. Og det mærkelige er, at det aldrig føles overvældende på den forkerte måde. Det føles bare rigtigt.
Når solen begynder at gå ned over festivalområdet, ændrer alt sig igen. Lyset fra de enorme scener blander sig med pyro, laser og de der øjeblikke, hvor en hel crowd pludselig står stille i få sekunder, før næste drop vælter alt igen. Det er også her, “The Endshow” begynder at nærme sig – og det er svært at forklare til nogen, der ikke har været der, hvor voldsomt det faktisk føles. Musikken, fyrværkeriet og den måde hele området nærmest vibrerer på, gør det til mere end bare en afslutning. Det bliver et fælles punktum for tusindvis af mennesker.
Søndag tager Defqon.1 endnu en drejning. Stemningen bliver mere følelsesladet, som om alle godt ved, at det snart er slut, men ingen vil acceptere det helt endnu. Sæt efter sæt bliver mere intense, mere personlige, og de sidste timer foran Blue, Red eller Black Stage føles næsten som en slags ritual. Det er her, mange artister spiller deres mest mindeværdige tracks – ikke nødvendigvis fordi det er det største show, men fordi det er sidste chance for at give alt.
Og så er der alt det udenom musikken. Campingen, de små samtaler mellem fremmede, de trætte øjne søndag morgen og følelsen af at have været en del af noget, der ikke helt kan gentages andre steder. Defqon.1 er ikke bare et lineup eller en festivalplan. Det er et midlertidigt samfund, der eksisterer i få dage og forsvinder igen, men som sætter sig fast længe efter.
Det er måske derfor, folk bliver ved med at vende tilbage. Ikke fordi de ikke ved, hvad de går ind til – men fordi de ved, at det kun sker her.
