Der er nogle artister, hvor man tydeligt kan pege på ét øjeblik og sige, at det var dér, det skiftede. For Aversion er det ikke helt så simpelt. Hans udvikling har været mere glidende, men samtidig konsekvent, og det er netop det, der gør ham interessant. Han er ikke sprunget frem ud af ingenting, men har bygget sit navn op lag for lag, indtil det ikke længere giver mening at kalde ham “upcoming” i klassisk forstand.
Kigger man et par år tilbage, var Aversion en del af det lag af artister, som mange holdt øje med, men som endnu ikke havde taget det sidste skridt. Hans tracks begyndte stille og roligt at dukke op i sets, og det var ofte dér, man først fornemmede, at der var noget andet på spil. Ikke nødvendigvis fordi det lød markant anderledes, men fordi det var produceret med en forståelse for, hvordan det faktisk skulle fungere live. Der var en struktur i hans tracks, som gjorde dem nemme at bygge videre på i et set, og det er en kvalitet, som DJs lægger mærke til, længe før publikum gør.
Hans lyd placerer sig i raw-segmentet, men det er ikke den mest ekstreme version af genren, han går efter. I stedet arbejder han med balance. Kicksene er hårde, men ikke kaotiske. Screechesne er aggressive, men kontrollerede. Breaks og builds føles ikke som fyld, men som en nødvendig del af helheden. Det gør, at hans tracks ikke bare fungerer i øjeblikket, men også holder, når man lytter til dem igen. Det er måske en lille detalje, men det er ofte dér forskellen ligger mellem dem, der får et hit, og dem, der bygger en karriere.
Det seneste år har været det tydeligste bevis på, at han er rykket. Ikke kun fordi hans musik har fået flere streams på Spotify og mere opmærksomhed på TikTok, men fordi han er begyndt at blive placeret anderledes. Der er forskel på at spille tidligt på dagen og så at få de slots, hvor publikum allerede er varmet op og forventningerne er højere. Den slags bookinger kommer ikke tilfældigt.
Det kulminerede, da han stod på RED stage på Defqon.1. Det er stadig en af de mest krævende scener i hardstyle, og det er ikke et sted, man bliver sat på, hvis man ikke er klar. RED er i mange år blevet set som en slags målestok for, hvem der har taget springet fra lovende til etableret, og selvom én optræden ikke definerer en karriere, så ændrer det noget i måden, man bliver opfattet på. Det er ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt han kan nå dertil – han har allerede været der.
Det interessante er, hvordan han håndterer det næste skridt. For det er ofte dér, det bliver svært. Når først man har fået gennembruddet, forventer både publikum og branchen, at man bygger videre på det. Indtil videre virker det ikke som om, han ændrer retning for at passe ind. Han fortsætter med at udvikle sin lyd i små justeringer frem for store skift, og det giver en form for stabilitet, som ikke altid er til stede i raw-scenen.
Aversion er et godt eksempel på, hvordan hardstyle har ændret sig. Hvor det tidligere ofte handlede om at få én stor release eller en bestemt co-sign fra en etableret artist, så handler det i dag lige så meget om kontinuitet. Om at levere igen og igen, indtil det ikke længere er muligt at ignorere det. Det er præcis den vej, han er gået.
Han er stadig i en fase, hvor meget kan ske, men det føles ikke skrøbeligt. Tværtimod. Det føles som en artist, der har fundet sin plads, og som nu er ved at udvide den. Og når man først har stået på RED til Defqon.1, så er det svært at gå tilbage til at være et navn i mængden.
