Når Tim van de Stadt, bedre kendt som Atmozfears, sætter sig i studiet med Jesse Jax, ved man næsten på forhånd, at det bliver melodisk og stærkt produceret. Fredag den 10. juli landede deres nyeste samarbejde “In The Cold” på Defqon.1 Records.
Men det er faktisk ikke selve radio-edittet på omkring de tre en halv minut, der har fyldt mest i snakken på Reddit og i diverse community-grupper de seneste par uger. Det er derimod udgivelsens alternative udgave, som har fået titlen: “In The Cold (The Story)”.
“The Story” klokker ind på fem minutter og tager sig rigtig god tid til at bygge stemningen op. Tracket starter ud med en lang, filmisk intro domineret af tunge, nærmest akustiske trommer og Jesse Jax’ vokal, der langsomt messer teksten “We are here, in the cold, fire high, and fire below”. Det er først et solidt stykke over de to minutter, at tracket for alvor åbner sig op og leverer et egentligt hardstyle-klimaks.
Lige præcis denne lange, tålmodige opbygning har sat gang i en ret klassisk debat blandt folk i miljøet. På r/hardstyle er der flere, der har kommenteret på formatet, især efter at den officielle musikvideo også kom ud for nylig. På den ene side har du dem, der elsker, at producere tager sig tid til at fortælle en decideret historie i stedet for bare at haste frem til droppet. De fremhæver, hvordan tracket har lag på lag af lyddesign, som Atmozfears jo i høj grad er kendt for. Man fanger hele tiden små vokale chops eller baggrundspads, der ændrer sig undervejs, hvis man lytter ordentligt efter med et par gode høretelefoner.
På den anden side har du gruppen af ravere, der bare gerne vil have noget fremdrift og energi. De synes, at en intro på over to minutter dræber flowet fuldstændigt. Som en bruger på Reddit meget tørt pointerede i en kommentarsporsdiskussion, så føles det nogle gange som om, man skal lytte til en hel podcast, før man endelig får lov til at høre en kick drum. Der er en ret tydelig grænse mellem dem, der lytter til hardstyle som en mere rolig musikoplevelse hjemme i stuen, og dem, der bare vil have noget at trampe til.
Uanset hvilken lejr man befinder sig i, er det dog svært at underkende selve håndværket i produktionen. Jesse Jax, som de seneste par år har markeret sig stærkt via samarbejder med folk som Wasted Penguinz og Demi Kanon, leverer ikke kun vokal på den her udgivelse. Han har også været med inde over trommerne og selve kompositionen, hvilket giver tracket et lidt andet præg, end vi normalt hører på rene Atmozfears-soloudgivelser. Det hele føles en smule mere organisk, mørkt og melankolsk, men stadigvæk med den der faste, euforiske bundklang, der passer utroligt godt ind i stilen hos Defqon.1 Records.
Generelt ser vi en ret interessant tendens i miljøet lige for tiden. Standard tracks bliver klippet kortere og kortere for at passe til Spotifys algoritmer, men som en direkte modreaktion opstår de her lange “Story”- eller “Director’s Cut”-versioner. Det giver plads til, at artisterne kan skabe det store, atmosfæriske univers uden at skulle bekymre sig om playliste-optimering. Det er en fin balancegang for at tilfredsstille både algoritmer og de folk, der rent faktisk lytter dybt til musikken.
I den rigtige sammenhæng fungerer “The Story”-versionen af In The Cold fremragende. Det er selvfølgelig ikke et track, der bare skal smides ind midt i et tungt, tempofyldt sæt for at skabe moshpits. Det er derimod bygget til et stort stadion eller en afsluttende endshow-vibes med tusindvis af telefonlamper, en dyb, rød belysning og lasere, der langsomt panorerer ud over publikum. Det er et pusterum i nattens larm, hvor tempoet lige trækkes ned, og folk får lov til at trække vejret.
Både det almindelige radio-edit og “The Story” ligger ude nu, og musikvideoen kan også findes på YouTube.
