REBiRTH Festival har netop frigivet hele Vertiles optræden fra årets festival på deres YouTube-kanal. Sættet varer lige under 45 minutter og bærer titlen ”Journey Beyond Borders”, hvilket hænger direkte sammen med det albumunivers, han har arbejdet på og turneret med den seneste tid. Videoen giver en god mulighed for at kigge nærmere på det musikalske udtryk, som Vertile bringer med sig her i 2026.
Hvis man følger med i de ugentlige tråde på Reddit eller deltager i diskussionerne på diverse hardstyle-servere på Discord, ved man, at Vertile er et navn, der jævnligt splitter vandene. Debatten blandt folk i miljøet handler ofte om hans balancegang mellem det hårdtslående og det meget melodiske. Hvor nogle mener, at de many vokalorienterede numre og poppede referencer tager overhånd, ser andre det som en tiltrængt fornyelse i et community, der til tider kan være præget af meget ensformige rawstyle-udgivelser.
Sættet på REBiRTH er opbygget som et decideret temasæt. Det hele starter med en længere, filmisk intro, hvor en voiceover introducerer rejsen og refererer til New Yorks skyline, før musikken for alvor går i gang. Allerede omkring de tre minutter bringer han sit karakteristiske vokal-cover af ”Dancing in the Moonlight” i spil. Det er netop denne type track, der skaber diskussion; det er umiskendeligt catchy, men det udfordrer også den traditionelle opfattelse af, hvad et råt sæt skal indeholde.
På scenen styrer Villain mikrofonen. For dem, der ofte kritiserer MC’s for at tale for meget i løbet af de melodiske passager, er dette sæt faktisk værd at bemærke. Villain holder sig primært til de klassiske råbte fraser under opbygningerne og lader i store træk Vertiles egne vokaler og melodier få den plads, de kræver, for at fungere efter hensigten. Han træder bevidst i baggrunden, når de store vokalstykker kører, hvilket klæder showets struktur.
Et af de faste kritikpunkter mod Vertiles nyere produktioner i hardstyle-miljøet er selve opbygningen af hans tracks. Kritikken går på, at numrene ofte følger den præcis samme formel: En lang, følelsesladet vokalopbygning, hvorefter tracket skifter brat til hårde gated kicks, rolls eller triplet-kicks. Det er en struktur, der går igen i flere af de nyere udgivelser, og på optagelsen bliver det ret tydeligt, når man hører dem efter hinanden. Omkring 15 minutter inde høres et track med den nostalgiske vokallinje ”take me back to the good old days”, og cirka ti minutter senere, ved 24-minutters mærket, følger det melankolske track med teksten ”it will be so much easier to love you if you can only see yourself like me”.
Rent musikalsk adskiller disse passager sig markant fra de fleste andre navne, der var på REBiRTH-plakaten. Vertile vægter det storladne og det sangbare utroligt højt. Det giver en helt anden dynamik end de konstante, hurtige kick-edits, man ellers finder hos mange af de andre rå raw-navne lige nu.
Mod slutningen af de 45 minutter skrues der dog mærkbart op for tempoet og intensiteten i de anvendte kicks. Omkring de 28 minutter præsenteres det mørkere track med vokalen ”I get no sleep… wasting my life”, hvor produktionen lægger sig tættere op ad den rå, uforfinede energi. Sættets sidste ti minutter trækker store veksler på det velkendte Defqon.1-univers og ”weekend warriors”-tematikken med tekstrækker som ”we carve our path… this is where legends rise”. Det fungerer som en tung, klassisk afslutning på et show, der ellers har brugt meget tid på de blødere vokalflader.
Optagelsen efterlader et ret tydeligt indtryk af, hvor Vertile står i dag. Han har bevæget sig væk fra den rene undergrund, og hans fokus ligger nu på de store, historiedrevne konceptshows – uanset hvad folk så mener om det på Reddit.
