Hvis man kigger på, hvordan hardstyle har udviklet sig de seneste år, så er det svært at overse, hvor meget raw har fyldt. Men netop derfor giver det også mening, at der opstår modvægt, og her er Ecstatic et navn, der stille og roligt har fundet sin plads. Ikke ved at larme mest, men ved at gå en anden vej.
Ecstatic arbejder i et mere melodisk og emotionelt spor, hvor det ikke handler om at ramme hårdest, men om at ramme rigtigt. Hans tracks bygger ofte op omkring stemninger og harmonier, der får lov til at fylde, før energien for alvor slippes løs. Det giver en anden type oplevelse, hvor publikum ikke bare reagerer fysisk, men også bliver trukket ind i en følelse. Det er den form for eufori, som har været en del af hardstyle siden starten, men som i perioder er blevet skubbet lidt i baggrunden.
Det er ikke fordi, hans musik mangler power. Den er bare pakket anderledes ind. Dropsene er stadig effektive, men de føles som en forløsning på noget, der er bygget op over tid, i stedet for bare at være et chok. Det gør også, at hans tracks ofte fungerer godt i længere sets, hvor der er brug for variation og plads til at trække vejret mellem de mere intense øjeblikke.
Ser man på hans udgivelser på Spotify eller SoundCloud, er det tydeligt, at han holder fast i sin stil. Der er en rød tråd i produktionerne, hvor melodierne får lov til at være i centrum, uden at det bliver for poleret eller mister kant. Det er en balance, som ikke alle formår at ramme, men som gør, at hans musik skiller sig ud i et ellers meget konkurrencepræget felt.
Ecstatic er måske ikke det navn, der fylder mest på de største plakater endnu, men udviklingen går den rigtige vej. Og i en scene, der i høj grad er drevet af energi og intensitet, er det netop artister som ham, der er med til at holde helheden i balance. Det er den variation, der gør, at hardstyle stadig føles levende.
