Der er en særlig type festival, hvor virkeligheden først rigtig rammer, når du allerede står midt i den – og Defqon.1 er nok et af de tydeligste eksempler på det.
For mange starter det med en idé om kontrol. Man har måske en plan hjemmefra, et kort over hvilke stages man vil ramme, og hvilke sets der “skal” opleves. Men den plan holder sjældent ret længe. Ikke fordi noget går galt, men fordi festivalen hele tiden trækker dig et andet sted hen. Lyden fra en anden stage, en spontan stemning i crowd’et eller bare det faktum, at noget uventet lige er startet, gør hurtigt, at man glemmer tidsplanen.
Noget af det, der ofte overrasker førstegangsgæster, er hvor meget man faktisk bevæger sig. Det føles ikke sådan i øjeblikket, men dagene på Defqon.1 er fyldt med lange stræk mellem scener, camping og madområder. Og det er ikke bare transport – det bliver en del af oplevelsen. Man går sammen med tusindvis af andre, alle med samme mål, men alligevel i hver sin retning.
Samtidig sker der noget med energien i løbet af dagen, som er svært at forberede sig på. Der er øjeblikke, hvor alt føles afslappet og næsten roligt, og så pludselig skifter det. Et drop, et show eller bare en overgang mellem to sets, og hele området ændrer karakter. Det er den slags skift, der gør, at man aldrig helt kan læne sig tilbage og “bare være til stede” på en neutral måde – man bliver hele tiden trukket ind i noget nyt.
Mange bliver også overraskede over, hvor meget det sociale fylder uden at være planlagt. Man ender i samtaler med folk, man aldrig har mødt før, og pludselig står man og deler en oplevelse, som ikke rigtig kan gentages bagefter. Det er ikke noget, der bliver annonceret som en del af festivalen, men det sker igen og igen, helt naturligt.
Og så er der den der fornemmelse af tid, der forsvinder lidt. Man kan starte dagen med en klar idé om, hvad man vil nå, men på et tidspunkt bliver det sekundært. Musikken, stemningen og de konstante skift mellem scener gør, at timerne flyder sammen, indtil man pludselig opdager, at mørket er faldet, og dagen har taget en helt anden retning end forventet.
Det er måske netop det, der gør Defqon.1 svær at forklare bagefter. Ikke fordi det er uoverskueligt, men fordi oplevelsen hele tiden bevæger sig væk fra den plan, man kom med.
