Vi kender alle sammen følelsen af at stå til en festival, hvor bassen bare ikke rigtig slår igennem. Det kan dræbe selv det bedste set, hvis anlægget er for lavt eller mangler bund. Tit står man på en stor plads udendørs, og så snart vinden blæser den forkerte vej, forsvinder alt trykket fra kick drummen ud i ingenting. Men hvis der er ét sted, hvor man sjældent hører folk brokke sig over lyden, så er det på E3 Strand i Eersel. Forberedelserne til årets Dominator kører lige nu på fuldt blus, og det massive lydsystem er netop et af de helt store emner, der bliver diskuteret af artisterne selv forud for weekenden.
I den seneste udgave af den hollandske podcast PLAFONDDIENST, er værterne taget en tur ned til selve festivalpladsen ved søen sammen med Dimitri K, Bössels og T.M.O. for at kigge frem mod årets udgave af ‘Fatal Fortune’. Når snakken falder på verdens største hardcorefestival, er det nemlig ikke kun det massive lineup og casino-temaet, der trækker folk til. Ifølge de tre artister er det helt basalt lyden og den kompromisløse atmosfære, der adskiller Dominator fra stort set alle andre events i løbet af sommeren. Det er en af de weekender, hvor man ved, at produktionen ikke overdøver musikkens fundament.
Jorn fra duoen Bössels sætter i podcasten ord på, hvor massivt det egentlig føles at stå foran mainstage. “Lyden går direkte igennem kroppen på dig, den er så kraftig,” forklarer han og pointerer ret skarpt, at Dominator efter hans mening har det absolut bedste anlæg af alle festivaler. Han nævner specifikt sidste år, hvor han stod på jorden foran mainstage under den sidste time med Supreme Team. Som han beskriver det, ramte kickene så hårdt, at man lige skulle bruge fem minutter på at finde sig selv, fordi det simpelthen var så overvældende. For ham er den oplevelse essentiel for, hvorfor folk bliver ved med at købe billetter. “Hvis en festival har dårlig lyd, bliver hele musikoplevelsen meget mindre fed,” konstaterer han.
Den pointe bakker T.M.O. fuldstændig op om, især når han tager producer-brillerne på. Som artist fungerer et set i dag ofte som et udstillingsvindue for et hav af nye edits og unreleased musik, og her kan et underdimensioneret anlæg være direkte skadeligt for modtagelsen. Hvis anlægget ikke kan levere den bund og distortion, tracksene er mixet til i studiet, ender publikum simpelthen med at tro, at selve tracket er dårligt. T.M.O. lægger slet ikke skjul på sine prioriteter som både dj og gæst: “For os er det også en form for promotion. Hvis lyden er dårlig, tænker folk måske, at numrene også er dårlige. Jeg vil hellere have mindre produktion og bedre lyd. Hvis der er én ting, man ikke skal spare på, så er det lyden.”
Det rammer ned i en debat, der kører ret tungt i miljøet lige nu. Kigger man på r/hardstyle og i de større Facebook-grupper, har der i år været en del frustrationer over lydniveauet på flere af forårets andre store udendørsfestivaler. Mange nævner, at miljøkrav, støjgrænser og dårlige vindforhold ofte udvander bassen fuldstændig om dagen, så man bogstaveligt talt kan stå på en mainstage og føre en normal samtale. Det skaber en vildt flad energi. Men når snakken falder på Dominator, er tonen en helt anden. Der er bred enighed om, at Art of Dance og Q-dance næsten altid formår at presse grænserne og levere et tryk, der mærkes helt ind i organerne. Uanset om man står badet i sol foran hovedscenen, sveder i et propfyldt uptempo-telt eller står ved den klassiske hardcore-scene.
Udover selve anlægget snakker artisterne i podcasten også om den måde, festivalen er bygget op på omkring de mange label-hostings, som er spredt ud over området i Eersel. T.M.O. bemærker, at netop den struktur er med til at trække præcis det rigtige publikum til de forskellige scener, fordi hvert pladeselskab kommer med deres egen inderste kerne af fans. Det viser, hvad hvert enkelt label står for, og det skaber en ret fed dynamik, at så mange forskellige og normalt konkurrerende parter arbejder sammen om helheden.
Men i sidste ende, når man fjerner de gigantiske stålkonstruktioner, lysshowet og historiefortællingen, koger Dimitri K det ned til kernen af det hele. Igennem alle årene har der været ét gammelt gabber-mantra: Bas er ikke noget, man skal høre, det er noget, man skal føle. Det gælder især, når tempoet runder de 200 BPM. Eller som Dimitri K opsummerer hele snakken om lydsystemet ganske kort i podcasten: “For vores musik, der koger det hele ned til bassen.” Episoden af PLAFONDDIENST ligger ude nu, mens de allersidste stik bliver sat i anlægget nede på E3 Strand, inden weekenden for alvor skydes i gang
