Der er blevet rørt ved en nerve i den elektroniske scene, efter SASH delte et ærligt og ret ufiltreret opslag på Facebook, hvor han sætter spørgsmålstegn ved udviklingen blandt flere 90’er live acts, der stadig turnerer i dag.
Opslaget kommer fra en artist, der selv har stået på utallige festival- og klubscener, og tonen er ikke pakket ind i PR-sprog eller polerede formuleringer. I stedet beskriver han en oplevelse, han gentagne gange er stødt på, når han selv står bag pulten og ser andre artister gå på scenen foran ham. Her handler kritikken især om, at flere såkaldte live shows efter hans oplevelse i stigende grad bliver fyldt op med andres ikoniske tracks, frem for at trække på deres eget bagkatalog.
Det er især de store instrumentale klassikere fra rave-æraen, der bliver nævnt i den debat, han rejser. Numre som “Insomnia”, “Sandstorm” og “Zombie Nation” bliver ifølge ham brugt som sikre publikumsreaktioner, næsten som faste kort i et sæt, der ellers burde være bygget op omkring artistens egne produktioner. Og det er netop den balance, der får ham til at reagere.
For ham virker det som om, nogle acts læner sig så meget op ad fælles kulturarv fra scenens storhedstid, at deres egne udgivelser ikke længere får lov til at bære et 30-minutters live slot alene. Det rejser et spørgsmål, han lader hænge ret åbent i sit opslag: hvis man ikke længere kan stå på scenen og holde et publikum fanget med sit eget materiale, hvad er det så egentlig, man præsenterer som et live show?
Reaktionerne har ikke ladet vente på sig, fordi opslaget rammer direkte ind i en diskussion, der længe har ulmet under overfladen i den elektroniske musikverden. Grænsen mellem DJ-set, live performance og nostalgishow er efterhånden blevet mere flydende end nogensinde, og mange publikumssæt er bygget op omkring genkendelige drops fra hele scenens historie snarere end artistens egen musik.
Netop derfor får Sash’ opslag ekstra vægt. Det kommer ikke udefra som kritik fra fans eller medier, men indefra fra en artist, der selv har været med til at definere den æra, der nu bliver brugt som kulisse i andres shows. Og måske er det også derfor, spørgsmålet rammer lidt hårdere end normalt – fordi det i bund og grund handler om, hvor meget et “live act” stadig skal handle om kunstneren selv, og hvor meget der bare er blevet ren publikumsstyring.
