Der er noget lidt anderledes over den måde Sub Zero Project er blevet en del af hardstyle-scenen på. Ikke fordi de kom med en helt ny genre, men fordi de fra starten lød som nogen, der allerede vidste præcis, hvad de ville. Thomas Velderman og Nigel Coppen trådte frem omkring midten af 2010’erne, og i stedet for at følge en klassisk udvikling fra små udgivelser til større scener, gik det ret hurtigt den anden vej. De havde en lyd, der skilte sig ud, og det blev lagt mærke til med det samme.
Noget af det første, mange bed mærke i, var deres måde at arbejde med kicks og struktur på. Hvor hardstyle i mange år havde haft ret faste rammer, begyndte Sub Zero Project at lege mere med opbygning, pauser og skift, uden at det føltes rodet. Tracks som “The Project” og “Our Church” blev ikke bare populære, men også referencepunkter for, hvordan moderne hardstyle kunne bygges op. Det var stadig hårdt, stadig festivalorienteret, men med flere lag og flere overraskelser undervejs.
Deres gennembrud hænger også tæt sammen med deres tilstedeværelse på de store scener. Især gennem Q-dance og events som Defqon.1, hvor de på relativt kort tid gik fra mindre slots til nogle af de mest synlige positioner. Det er ikke noget, der normalt sker hurtigt i den her scene, og det siger noget om, hvor tydeligt deres udtryk var fra starten.
Samtidig har de været gode til at holde fast i deres identitet, selv efter at være blevet et stort navn. Hvor nogle artister ændrer retning for at ramme bredere, har Sub Zero Project i højere grad finpudset deres egen stil. Man kan høre udviklingen i deres nyere udgivelser, hvor produktionen er blevet endnu skarpere, men hvor kernen stadig er den samme. Deres musik ligger blandt andet på Spotify, og deres visuelle univers og opdateringer kan følges via Instagram.
Det, der gør dem interessante i dag, er ikke bare, at de laver tracks, der virker på en festival. Det er, at de repræsenterer en generation, der er vokset op med hardstyle som noget etableret, ikke noget der skulle opfindes. De har ikke skullet finde formen – de har kunnet udfordre den fra starten. Og det er måske derfor, deres musik stadig føles som noget, der skubber lidt til tingene, uden at det mister forbindelsen til det, hardstyle egentlig er.
